Hvad er OCD hos børn og unge?
OCD er en psykisk lidelse, der er kendetegnet ved tilbagevendende tvangstanker og/eller tvangshandlinger. Tvangstanker kan være uønskede og ubehagelige tanker eller forestillinger, som dukker op igen og igen og kan skabe angst eller uro.
Tvangshandlinger er handlinger eller ritualer, som barnet føler sig nødt til at gentage. De kan eksempelvis være knyttet til vask, kontrol, bestemte rækkefølger eller gentagelser og bruges ofte til at mindske ubehag eller frygt.
Nogle ritualer foregår kun i tankerne, eksempelvis ved at tælle eller gentage bestemte ord. Det betyder, at OCD ikke altid er synligt for andre.
Tegn på OCD hos dit barn
OCD kan komme forskelligt til udtryk hos børn og unge. Som forælder kan du opleve, at bestemte tanker eller ritualer begynder at tage meget tid eller begrænse dit barns hverdag.
Tegn kan blandt andet være:
- gentagen håndvask eller andre vaskeritualer
- behov for at kontrollere bestemte ting igen og igen
- ritualer, hvor ting skal gøres i en bestemt rækkefølge
- tilbagevendende, ubehagelige tvangstanker
- gentagelser, tælling eller mentale ritualer
- stærk uro eller angst, hvis ritualerne ikke kan gennemføres