Hvorfor fjerner man en halscyste?
Formålet med operationen er at fjerne cysten i halsen, så den ikke giver anledning til yderligere gener. Ved forundersøgelsen taler lægen med dig om operationen og informerer dig om, hvad du kan forvente i forbindelse med indgrebet.
Operationen foregår i fuld bedøvelse. I forbindelse med operationen kan der være behov for at anlægge et dræn for at mindske risikoen for hævelse. Efter operationen bliver du observeret, og du får information om operationens forløb og de forholdsregler, du skal følge efterfølgende.
Efter fjernelse af halscysten
Det er normalt at have lette smerter efter operationen, som typisk aftager efter nogle dage. Der kan desuden forekomme let siven af væske og blod fra operationsområdet de første døgn. Operationssåret syes med selvopløselige tråde, som forsvinder af sig selv.
Typisk bliver du udskrevet dagen efter operationen. Du kan efterfølgende gå ture og genoptage dine almindelige dagligdags aktiviteter i det omfang, du kan, mens hård fysisk træning og tunge løft bør undgås de første 14 dage.