Hvorfor opererer man ørespytkirtlen?
En operation i ørespytkirtlen (glandula parotis) udføres for at fjerne en knude eller anden forandring i kirtlen. For at sikre, at hele forandringen fjernes, fjernes også en mindre mængde af det omkringliggende spytkirtelvæv.
Ansigtsnerven løber gennem ørespytkirtlen og styrer ansigtets muskler. Under operationen frilægges nerven derfor omhyggeligt for at undgå beskadigelse. Ved operationens afslutning anlægges der ofte et lille dræn, som leder blod og væske væk og mindsker risikoen for hævelse. Drænet fjernes som regel efter 1-2 dage.
Hvad kan du forvente efter operationen?
Det fjernede væv sendes altid til mikroskopisk undersøgelse for at bekræfte diagnosen. Hos de fleste patienter, der opereres i privat regi, er operationen tilstrækkelig behandling.
Efter operationen er det almindeligt at opleve nedsat følesans i øreflippen og huden omkring operationsområdet. De fleste oplever bedring i løbet af 2-4 måneder, mens den nedsatte følesans hos meget få kan blive permanent.