Operation for hammertå
Inden operationen bliver du undersøgt af en speciallæge, som vurderer dine symptomer og fejlstillingen af tåen. Hvis generne ikke kan afhjælpes med ikke-kirurgisk behandling, kan en operation være den rette løsning. Kirurgen informerer dig ved forundersøgelsen om, hvilken operation der anbefales i netop dit tilfælde.
Ved operationen rettes tåens fejlstilling, så smerter og trykgener mindskes. I de fleste tilfælde er det nødvendigt at stivgøre tåens led med en tynd metaltråd (K-tråd), som holder tåen i den korrekte stilling under helingen. Indgrebet udføres i lokalbedøvelse og varer som regel omkring 30 minutter.
De fleste patienter oplever en god lindring af smerterne efter operationen. Der kan dog forventes hævelse og ømhed i flere måneder, og den opererede tå vil ofte være lidt kortere og tykkere end tidligere. Omkring 90 % af patienterne er tilfredse med resultatet af operationen.