Behandling og operation for forsnævring af rygmarvskanalen i lænden
Forsnævring af rygmarvskanalen i lænden kan medføre smerter og nedsat funktion, da nerverne kommer under tryk. Når generne er betydelige, kan en operation være nødvendig for at skabe bedre plads til nerverne.
Operationen foregår i fuld bedøvelse. Gennem et snit i lænden fjerner kirurgen det knogle- og bindevæv samt eventuelt fortykkede ledbånd, der trykker på nerverne, så nerverne igen kan ligge frit.
Du kan normalt udskrives cirka seks timer efter operationen eller næste formiddag. Du skal selv sørge for hjemtransport og må ikke selv køre bil hjem eller i de første 24 timer efter den fulde bedøvelse. Det er normalt at opleve smerter, hævelse og lidt sivning fra operationssåret. Smerterne aftager som regel gradvist i løbet af 2-3 uger.
Særlig opmærksomhed
Kontakt Capio, hvis du efter operationen oplever tiltagende smerter, feber, rødme, hævelse, varme eller væske fra operationssåret. Ved akut opståede symptomer, som kræver øjeblikkelig behandling, skal du ringe 112.