Når huden på maven ikke trækker sig sammen efter vægttab
Efter et større vægttab kan der være løs og overskydende hud tilbage på maven. Hvor meget huden trækker sig sammen, varierer fra person til person og afhænger blandt andet af hudens elasticitet.
For nogle mænd handler ønsket om en maveplastik om mavens udseende, mens andre kan opleve gener fra hudoverskuddet. Ved forundersøgelsen vurderer plastikkirurgen dine individuelle forhold og taler med dig om dine ønsker og forventninger til resultatet.
Hvad er en abdominalplastik?
Ved en abdominalplastik fjernes overskydende hud og underhudsvæv, og maveskindet strammes op. Hvor omfattende operationen er, afhænger af, hvor hudoverskuddet sidder, og hvor meget der skal korrigeres.
Der findes både mini-abdominalplastik og klassisk abdominalplastik. Ved en mini-abdominalplastik behandles løs hud under navlen, mens en klassisk abdominalplastik kan være relevant ved løs hud både over og under navlen.