Specialister i urologi
Hos Capio Privathospital har vores erfarne urologer stor erfaring med behandling af godartet forstørret prostata. Vi tilbyder et trygt og professionelt behandlingsforløb, hvor du bliver grundigt informeret før, under og efter operationen. Målet er at forbedre vandladningen og øge din livskvalitet med en behandling, der er tilpasset dine behov.
Hvad er en TUR-P?
En TUR-P (TransUrethral Resection of the Prostata) er en kikkertoperation, hvor kirurgen fjerner den del af prostata, der trykker på urinrøret. Indgrebet udføres gennem urinrøret uden snit i huden og har til formål at skabe bedre passage for urinen. Det fjernede væv sendes efter operationen til mikroskopisk undersøgelse.
Hvornår anbefales en TUR-P?
En TUR-P kan være en relevant behandling, hvis en forstørret prostata giver betydelige vandladningsgener, som ikke kan afhjælpes tilstrækkeligt med medicinsk behandling. Operationen kan blandt andet anbefales ved hyppig vandladning, svag urinstråle, problemer med at tømme blæren eller gentagne episoder med urinretention. Urologen vurderer altid, om en TUR-P er den rette behandling ud fra dine symptomer og undersøgelser.