Sundhedsvirksomhederne alles Lægehus og Vikteam bliver del af hospitalet Capio
De to sundhedsvirksomheder alles Lægehus og Vikteam bliver en del af hospitalet Capio, der tilbyder behandling inden for en bred vifte af sundhedsfaglige specialer over hele landet. Ved at indgå i partnerskab med Capio fortsætter alles Lægehus og Vikteam deres udvikling som innovative sundhedsvirksomheder, der tilbyder patienter adgang til læger og sygeplejersker steder, hvor der ellers er udfordringer med at levere de tilbud, der er behov for.
Behandling og omsorg af høj kvalitet har fra start været ledetråden for alles Lægehus og Vikteam. Helt som det gælder for Capio, der med afdelinger i Viborg, Skørping, Aarhus, Odense og Hellerup tilbyder behandling af høj kvalitet inden for en bred vifte af sundhedsfaglige specialer.
alles Lægehus driver i dag 32 lægepraksisklinikker over hele landet – og henvender sig navnlig til sundhedsfagligt personale og praktiserende læger, der gerne vil arbejde i klinik uden at stå for de administrative og praktiske opgaver, som følger med ansvaret for den fulde drift af lægeklinikkerne. Vikteam formidler læger og sygeplejersker i Danmark og hele Skandinavien. Vikteam henvender sig til de læger og sygeplejersker, der gerne vil tilbyde deres arbejdskraft på fleksible vilkår – og på den måde bidrage til det samlede sundhedstilbud
Sundhedsentreprenør Thomas Helt er manden bag alles Lægehus og Vikteam, som han har bygget op og i dag er bestyrelsesformand for. Han glæder sig over at blive en del af en større organisation
- Capio og vi deler værdier og kan styrke hinanden. Vi ser os begge som partnere for et godt offentligt sundhedsvæsen – og som et godt supplement, der bidrager til at sikre patienter behandling af høj kvalitet. Vi har samme stærke fokus på omsorgen for det enkelte menneske og innovation. Nu får alles Lægehus og Vikteam ny muskelkraft – med Capios sundhedsfaglige ekspertise, dokumenterede erfaringer fra Sverige med at drive lægepraksis og stærke administrative ressourcer. Det vil vi bruge til at fokusere endnu skarpere på det, vi er bedst til – at sikre lægehjælp og omsorg af høj kvalitet til borgerne.
Capios CEO, Christian Bech Høngaard, byder alles Lægehus og Vikteam velkommen og glæder sig til samarbejdet.
- alles Lægehus, Vikteam og Capio er et godt match. Vi brænder i lige høj grad for at udvikle vores ydelser, så patienter får bedste behandling og omsorg. Med Thomas Helt får Capio en erfaren dansk sundhedsiværksætter ombord. Thomas Helt har vist, at han som få formår at nytænke sundhedsområdet. Det har kommet patienter til gode i alle dele af landet. Vi glæder os til at Thomas og hans dygtige team bliver en del af Capio – med den inspiration og kraft, vi nu alle sammen får glæde af.
Med aftalen køber Capio 51 procent af alles Lægehus og Vikteam, og dermed indgår de to selskaber fortsat under hvert deres navn i et partnerskab, der over tid skal føre til fuldt fælles ejerskab. Partnerskabet træder i kraft 1. oktober 2021. Thomas Helt fortsætter som bestyrelsesformand for alles Lægehus og Vikteam.
FAKTA
Om alles Lægehus og Vikteam
- Sundhedsvirksomheden alles Lægehus A/S driver 32 lægepraksisser, heraf 18 i Jylland, 3 på Fyn og 11 på Sjælland.
- Den anerkendte vikartjeneste Vikteam formidler læger og sygeplejersker til sundhedssektorerne i de Skandinaviske lande samt Grønland og Færøerne.
- Thomas Helt er uddannet fysioterapeut og startede i 2018 WeCare, da han købte lægeklinikker fra Falck fordelt over hele landet. Det skete i kølvandet på, at Thomas Helt havde etableret virksomheden, som Falck i dag driver, og som tilbyder forebyggende sundhedsydelser til det offentlige – fx for at hjælpe syge tilbage i arbejde i samarbejde med kommunernes jobcentre.
Om Capio
- Capio er en dansk sundhedsvirksomhed, der driver privathospitaler. Med afdelinger i Viborg, Skørping, Aarhus, Odense og Hellerup tilbyder Capio i dag behandling af høj kvalitet inden for en bred vifte af sundhedsfaglige specialer i hele Danmark.
- I 2018 blev Capio en del af den internationale sundhedsvirksomhed Ramsay Santé, der er en ledende leverandør af sundhedspleje i Europa og tilbyder en bred vifte af medicinske, kirurgiske og psykiatriske ydelser i seks lande.
- Capio er akkrediteret efter Den Danske Kvalitetsmodel (DDKM) version 1 for privathospitaler og klinikker.
- Christian Bech Høngaard har siden 2020 været CEO for Capio i Danmark med en lang erfaring fra sundhedsområdet bl.a. fra Coloplast.

Capio Privathospital
På Capios landsdækkende hospitaler møder du nogle af landets dygtigste og mest erfarne speciallæger, der samarbejder om at give dig den bedst mulige behandling. Vi garanterer dig tryghed og høj kvalitet og sætter dig i centrum hele vejen.