Brystdannelse hos mænd er en normal tilstand, der berører næsten halvdelen af alle mænd. I de fleste tilfælde er den direkte årsag til gynækomastien ukendt og vil heller ikke være behandlingskrævende. Hvis tilstanden er udtalt og til gene for manden, kan en operation komme på tale.
Under operationen fjernes uønsket kirtelvæv og/eller fedtvæv. I nogle tilfælde kan man nøjes med at foretage en fedtsugning. Det afhænger af selve brystkirtlens fasthed og størrelse. Sommetider er det nødvendigt også at fjerne overskydende hud, hvis brystet hænger meget. Er du overvægtig, anbefales det, at du går ned i vægt før evt. kirurgisk behandling.
Vi foretager altid en grundig forundersøgelse
Det er vigtigt at få foretaget en grundig forundersøgelse. Blandt andet skal vores læger sikre sig, at der ikke er en forklarlig årsag til brystdannelsen hos manden, eksempelvis misbrug af alkohol, anabole steroider, nedsat leverfunktion eller en hormonproducerende tumor. Forsamtalen er også med til at sikre, at du på et informeret grundlag kan træffe beslutningen om, hvorvidt operation er det rigtige for dig. Du er selvfølgelig velkommen til at medbringe en pårørende til forsamtalen.